11. november 2026

|

Pressemeddelelse

Løb med to priser: Fem gymnasieelever fra Albertslund vil gøre busstoppesteder grønnere med alger

Fem kvinder fra NEXT Vestskolen i Albertslund vandt to priser ved Danmarks Entreprenørskabsfestival. Med alger vil de gøre byens busstoppesteder grønnere.

Løb med to priser: Fem gymnasieelever fra Albertslund vil gøre busstoppesteder grønnere med alger
Af: Fonden for Entreprenørskab | Foto: Rasmus Degnbol

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Hvad nu, hvis byens busstoppesteder ikke bare var steder, hvor man ventede på bussen, men også kunne være med til at reducere CO₂ i luften?

Det er idéen bag AlgaeAir, som fem elever på 17 og 18 år fra NEXT Vestskolen i Albertslund tirsdag vandt hele to priser med ved Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Hafsa Mehmood, Minahil Iftikhar, Esma Hanne Ipek, Selin Coskun og Alishba Bathool Farid løb med førstepladsen i Tech Innovation Programme og modtog 10.000 kroner. Derudover vandt de fem elever også særprisen for Bedste Stand, som udløste yderligere 3.000 kroner.

Og de fem kreative elever havde svært ved at få armene ned efter prisoverrækkelsen.

Det er helt vildt. Efter at have arbejdet så målrettet og fokuseret på en ting og forsket og undersøgt så meget, er det helt vildt, lød det fra en af eleverne.

Alger som klimakrisens superhelte

Bag AlgaeAir ligger omkring to måneders arbejde med at udvikle en løsning, hvor såkaldte algefotobioreaktorer integreres i busstoppesteder.

Reaktorerne består af lukkede glaspaneler med vand og alger. Ved hjælp af fotosyntese optager algerne CO₂ og frigiver ilt. På den måde er tanken at udnytte pladsen i byerne til at skabe grønnere omgivelser, selv hvor der ikke er plads til flere træer eller grønne områder.

Eleverne har også bygget en prototype og undersøgt, hvordan algerne påvirker CO₂-koncentrationen. Men idéen opstod ikke fra den ene dag til den anden.

Vi brainstormede virkelig, virkelig meget. Vi havde vildt mange idéer, men der var bare ikke noget, der klikkede. Men da vi så kom på det her og snakkede lidt mere om det, klikkede det bare, fortæller en af eleverne.

Holdet har kombineret deres forskellige faglige kompetencer inden for blandt andet bioteknologi og programmering og undersøgt, hvilke algetyper der egner sig bedst til løsningen.

Det er derfor, vi kalder dem klimakrisens superhelte. Fordi det er noget, man overser, fortæller en af kvinderne.

Næsten 1.600 deltagere

Danmarks Entreprenørskabsfestival blev afholdt af Fonden for Entreprenørskab og samlede næsten 1.600 elever, undervisere og øvrige gæster i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Her præsenterede elever fra ungdomsuddannelserne deres idéer og fik sparring fra dommere og repræsentanter fra erhvervslivet.

Festivalen var den første af seks entreprenørskabsfestivaler, som Fonden for Entreprenørskab afholder rundt om i Danmark i november.

Nøgleord
Klima & miljøTeknologi & videnskabUndervisning
Event Information