22. april 2026

|

Pressemeddelelse

Forbrugervalg slut: To borgere skal repræsentere over en million vandkunder

To borgere er netop blevet valgt som forbrugerrepræsentanter i HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. De skal sidde med ved bordet, når beslutninger om drikkevand, spildevand og klimasikring træffes de næste fire år.

Forbrugervalg slut: To borgere skal repræsentere over en million vandkunder
Af: HOFOR A/S | Foto: HOFOR

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den seneste måned har der været valg til de to poster som forbrugerrepræsentant i bestyrelsen for HOFORs otte vand- og spildevandsselskaber, og nu er resultatet her efter et valg med rekord-mange stemmer.

Det blev Anders Jensen fra Københavns Kommune, der til daglig er centerleder for Miljøpunkt Nørrebro og Rolf Høymann Olsen fra Rødovre Kommune, der er politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk. De fik henholdsvis 2446 og 1227 stemmer.

10.000 stemmer på 26 kandidater

HOFOR leverer drikkevand og håndterer spildevand for otte kommuner, og så arbejder HOFOR på at gøre byerne mere bæredygtige og beredte på udfordringer som for eksempel skybrud, forurening af grundvandet og tørker.

Der er derfor meget på spil og vigtige beslutninger, der skal træffes, når bestyrelsen mødes, fortæller administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen. Han konstaterer, at de to forbrugerrepræsentanter spiller en vigtig rolle, fordi de blandt andet skal give HOFORs fageksperter og direktøren selv indblik i deres og dermed borgernes holdninger til de forskellige sager, som bestyrelsen behandler.

Det er ikke småting, vi træffer beslutninger om i bestyrelsen – det er noget, der påvirker vores allesammens hverdag direkte, og derfor er jeg glad for, at hele 26 stillede op til de to poster, og at der blev stemt knapt 10.000 gange. Det er næsten dobbelt så mange som ved seneste forbrugervalg. Jeg ønsker de valgte kandidater og suppleanter tillykke og ser frem til samarbejdet med dem siger Henrik Plougmann Olsen

Der blev valgt fire suppleanter. Det blev Povl Markussen fra Albertslund Kommune med 1121 stemmer, Pernille Wennich Christoffersen fra Hvidovre Kommune med 600 stemmer, Ditte Marie Reinholdt Jensen med 555 stemmer og Svend Elberg Thomsen med 550 stemmer, begge sidstnævnte er fra Københavns Kommune.

Læs mere om valget på hofor.dk/valg.

Event Information